Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen byder på en række lettilgængelige, små livshistorier, der udforsker mor-datter-forholdet i de kendtes kredse, og som derfor vil have bred appel

Beskrivelse

I en række åbenhjertige interviews fortæller 6 kvinder, midt i livet med egne børn, om deres specielle forhold til deres mere eller mindre kendte mødre, med enkelte tråde bagud til bedstemødrene. Det er blevet til smukke kærlighedserklæringer til 6 enestående mødre. Trods de meget forskellige hjem med vidt forskellige værdier tegner der sig et generelt billede af stærke, arbejdsomme mødre, positive, opbakkende, rummelige og ubetinget kærlige med en evne til at indgyde døtrene selvtillid. Det fremgår tydeligt, at døtre og mødre er knyttet sammen med meget stærke bånd. Mødrenes påvirkning ses klart i døtrenes liv, men døtrene er samtidig meget bevidste om, på hvilke punkter de adskiller sig fra mødrene. Afslutningsvis give psykiater og kvindeforsker Birgit Petersson en kortfattet beskrivelse af de mekanismer, der kendetegner mor-datter-relationen

Sammenligning

En helt anden indfaldsvinkel har vi i Deborah Tannens Skal du ha' det på?, 2007, der giver en solid, faglig beskrivelse af mor-datter-forholdet

Samlet konklusion

En underholdende og undertiden ganske bevægende interviewbog, hvor mor-datter-relationen beskrives personligt og ubesværet, og hvor man samtidig får et lille indblik i de kendtes verden

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2007