Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Cæcilie Lassens (født 1971) 11. roman foregår i Boston, hvor irskfødte Greg lever et fredeligt forstadsliv med sin familie. Han har en ledende stilling i politiet inden for terrorbekæmpelse og bliver på en udefinerlig måde urolig, da Eamon dukker op. De var i sin tid sammen om et mislykket IRA-attentat i Belfast, og mens Eamon fik livsvarigt, gik Greg fri og skabte sig en ny tilværelse. Romanen igennem er der en undertone af noget uheldssvangert, og skønt Greg bliver mere og mere utilpas ved Eamons tilstedeværelse, finder han sig stiltiende i den. Ikke før til sidst gør Greg noget, men da er både hans familieliv og hans karriere blevet ødelagt, begge dele med Eamon som katalysator. Tiden er kommet til det endelige opgør mellem dem, både med fortiden i Belfast og med nutiden i Boston, og ved romanens slutning er det et åbent spørgsmål, hvem der egentlig har ødelagt hinandens liv mest. En roman om skæbne, skyld og ansvar, og som altid er Cæcilie Lassen velskrivende og har en historie at fortælle. Alligevel synes jeg ikke, at den helt er på højde med de bedste romaner i hendes forfatterskab. De psykologiske portrætter er lidt stive og overbeviser ikke helt, og det klimaks, der er lagt op til romanen igennem, forløser ikke. God forside, som både vil tiltrække Cæcilie Lassens trofaste læsere og læsere af ny dansk litteratur i almindelighed

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2005