Portræt af Chris Carter samt bogforsider

Tema / Noget, der ligner Chris Carter

I vores Lytteklub på Facebook efterspurgte en af medlemmerne nogle krimier, der ligner Chris Carter. Flere var enige om, at han var svær at hamle op med, og én ville endda ønske, at hun ikke kendte til hans bøger, fordi hun hele tiden kom til at sammenligne andre forfatterskaber med hans! Sådan kan det nogle gange være en smule bittersødt, når man først har fået smag for en bestemt forfatters skrive- og fortællestil. Der kom dog alligevel gode bud på noget, der ligner krimikongen Chris Carter. Dem skal I selvfølgelig ikke snydes for.  

 

Nordens svar på Chris Carter

Chris Carters bøger er bestemt ikke for sarte sjæle, og han er særligt kendt for sin brutale skrivestil og detaljerige beskrivelser. Denne skrivestil stammer umiskendeligt fra hans fortid som kriminalpsykolog, der giver hans krimier en helt særlig troværdighed. Flere af Lytteklubbens medlemmer fremhævede nordiske forfattere, som pendant til Chris Carter, og hvis man har mod på at fordybe sig i endnu flere gruopvækkende krimiplots, er der bestemt læsestof at hente her.

Den islandske forfatter Yrsa Sigurðardóttir lægger heller ikke fingre imellem i sine krimier. Ligesom Chris Carter er hun ekspert i at skrive grusomt spændende plots, der kravler ind under huden på den helt rigtige måde, hvis man er til den slags. Er man fan af Carter, vil man derfor med stor sandsynlighed også lade sig rive med af hendes serie om Huldar og Freyja. 

Af andre nordiske krimiforfattere i samme stil kan nævnes danske Michael Katz Krefeld og svenske Stefan Ahnhem, som også blev anbefalet på Facebook. 

 

Krimikongen af New Zealand

En anden ukronet konge af den barske og brutale krimigenre er den New Zealandske forfatter Paul Cleave. Hans krimiserie med privatdetektiven Theodore Tate har for længst opnået bestsellerstatus, og han omtaler den selv som "Christchurch Noir-serien". I Paul Cleaves serie er New Zealand alt andet end smukke og bjergtagende naturoplevelser. Det er den dystre, scenematiske ramme for grusomme forbrydelser, skrupelløse seriemordere og mørke hemmeligheder. Hvis du er én af dem, der har udtømt Chris Carters bagkatalog og hungrer efter mere, så kan du altså roligt kaste dig over Paul Cleave. Men vi garanterer ikke for din nattesøvn...  

 

Hvis du ikke kan få nok af Chris Carter, kan du læse vores interview med ham her, hvor du kan høre mere om hans arbjede som kriminalpsykolog.

Se alle Lytteklubbens anbefalinger til noget, der ligner Chris Carter herunder.