
Tema / Ugens anbefalinger fra læserne
Ereolens efterårskonkurrence er i fuld gang. Alle I bogglade eReol-læsere deler ud af yndlingsbøgerne til efteråret, og det er vi rigtig glade for!
Her kan du læse nogle af de anbefalinger, vi har fået, siden konkurrencen blev skudt i gang i sidste uge.
Birgitte: "En mand der hedder Ove" som lydbog giver jeg hermed min varmeste anbefaling til dig, der oplever efterårshverdagene som grå og godt kunne bruge at smile, men også få en tåre i øjenkrogen. Så stift bekendtskab med Ove!
Han vil begå selvmord, men det lader sig ikke gøre, fordi han konstant bliver forstyrret. Langsomt oplever han, at livet giver mening, og at det at være noget for andre er værdifuldt. Men man skal ikke sigte for højt, så Ove får stadig "udfald", hvor der skældes ud og sættes på plads.
Langsomt kryber Ove ind under huden på dig - godt hjulpet på vej af den fantastiske oplæser Thomas Gulstad. Lån den og lyt, grin og fæld en tåre og se, om efterårets trælse vejr ikke mildnes, når du er i selskab med Ove. Jeg skal helt sikkert mødes med ham igen, imens jeg går tur med mine hunde om aftenen i mørket.
Merete: Jeg vil helt klart anbefale “Ravnenes hvisken” af Malene Sølvsten. Den er vanvittig spændende og levende fortalt, og samtidig bliver man oplyst lidt om den nordiske mytologi... Jeg kunne slet ikke slippe bogen! Jeg hørte den som lydbog, og den kørte, når jeg var i bad, på farten, gjorde rent, malede, var i haven - ja, alt, hvad jeg foretog mig, hvor jeg kunne høre bogen. Jeg kan simpelthen ikke vente til 2’eren kommer på lydbog...
Lone: Skatteøen. Den originale. Jeg har jo set den benyttet i alle mulige sammenhænge og i forskellige fortolkninger. Men den originale er stadig meget fængende, og jeg glæder mig til, at jeg kan høre mere!
Del din digitale yndlingsbog og deltag i konkurrencen!
Jeg har indtil videre fået mange flere anbefalinger endnu. Nogle af dem har jeg vedhæftet denne artikel, og andre vil du kunne finde her på siden i næste uge.
Hvis du selv vil deltage i konkurrencen om et par fede trådløse hørebøffer, kan du sende en lille anmeldelse af din yndlingsbog til mig på smda@aarhus.dk sammen med et billede af dig selv. Læs mere ved at klikke her.
Rigtig god fornøjelse med efterårslæsningen!
/Dagmar, redaktør på eReolen