Tema / Ugens udvalgte lydbøger fra læserne

eReolens efterårskonkurrence er stadig i fuld gang, og her er nogle af de anbefalinger til efterårets lytteoplevelser, som jeg i denne uge har modtaget fra læsglade eReol-brugere. Mød Hanne, Inge-Lise og Bente, som alle anbefaler nogle af deres favoritter - og som I andre selvfølgelig også skal have glæde af.

Du kan gøre det samme og samtidig deltage i konkurrencen om et par fede trådløse høretelefoner. Læs, hvordan du gør, nederst på denne side.

Hanne: I mange år har min læseoplevelse været knyttet til fysiske bøger. Men i forbindelse med en øjenoperation kastede jeg mig over lydbøgerne. Senere fandt jeg ud af, at en masse stunder kunne bruges til at lytte til lydbøger. Faktisk har jeg haft nogle af mine bedste oplevelser med lydbøger, når jeg lufter min hund. Omgivet af skøn natur – men en god fortælling i ørerne, er en rigtig god lykkestund.

Det sjove er, at når man senere færdes et af de steder, hvor man har lyttet til en god fortælling, så kommer den tilbage, og man mindes den gode fortælling. En af de bøger, der har gjort et stor indtryk, og som jeg senere har anbefalet til mange, er ”Røde hunde gør ikke” af Poul Joachim Stender. Det er en meget fantasifuld erindringsroman, der handler om Poul Joachim Stenders barndom i en stor søskendeflok. Et gennemgående tema er mad og erotik.

Det hele fortalt med en bagvedliggende humor – selvom fortællingen er både dramatisk og sørgelig.

Inge-Lise: Jeg hører tit lydbøger fra eReolen, når jeg sidder og syr patchwork på symaskinen - det er bare SÅ dejligt at kunne "læse" bøger, mens man bruger sine hænder.

Allermest glad for lydbøgerne er jeg dog, når jeg er på arbejde som pedel og skal gøre rent - da jeg går alene næsten hver dag, kan jeg sætte min smartphone til højttaleranlægget og høre bøgerne i højttalerne i alle lokaler - DET er da smart!! Det er jo supergodt at høre spændende krimier, mens jeg går og vasker gulve!

Jeg har hørt flere krimiserier - en af de sidste var Aino Trosell Krimiserien med Siv Dahlin.

Bente: Da jeg for nylig var i Tromsø i Nordnorge blev jeg inspireret til at læse "Vejen at gå" om en lille families flugt over de nordnorske fjelde til sikkerhed i Sverige under 2. verdenskrig - set gennem en 5-årig drengs øjne. En dirrende skildring af angst, udmattelse, smerte, kærlighed og vilje til overlevelse. Historien er bygget på en virkelig hændelse. Wassmo kan skrive - og jeg ku' ikke lægge bogen fra mig. 

Hvis du selv vil deltage i konkurrencen og sprede budskabet om din yndlingsbog fra eReolen, der passer perfekt til eftreåret, kan du skrive en anbefaling til mig. Vinderen trækkes d. 15. november.

Så skynd dig at sende en lille anmeldelse af din yndlingsbog til mig på smda@aarhus.dk sammen med et billede af dig selv. Læs mere ved at klikke her.

Ud over de tre nævnte bøger er titlerne herunder anbefalet af nogle af mine kolleger her på eReolen. Rigtig god fornøjelse!

/Dagmar, redaktør på eReolen