Gråden er det samlende motiv. Scenen er ofte parcelhuse i danske forstadskvarterer, aktørerne ofte mænd og kvinder, som befinder sig i absurde situationer: Som Anna og Tage, der finder et hul i muren bag køleskabet. Et mærkeligt hul, som suger ting til sig og ikke kan mures til. Selv mursten suges ind. Og så må de ringe efter en professionel hulmand.
”Vi går ind ad det vindue. Vi kan ikke lade være. Vi dumper lige ind. Og finder mirakuløst en Anna og Tage Klausen hjemme. Ah, liv. Liv, liv, liv. Mennesker i modlys mellem vægge beklædt med grønne kakler. Tage og Anna Klausen. De sidder i deres køkken. En tekande står og summer. Hvad foretager de sig? Anna kigger væk. Det er ikke til at se, hvad hun laver. Hun virker ukoncentreret. Tage derimod virker koncentreret. Tage laver fodgymnastik på en særlig sokkel, han har konstrueret. Han har set et program, der opfordrer folk til tredive minutters gymnastik hver dag.
Det er Anna, der åbner munden først.
- Det var da mærkeligt. Det var dog helt utroligt besynderligt … nej for pokker da … det var da mærkeligt.”
"Blændende Blendstrup (...) Jens Blendstrups vanvittigt morsomme stemme har også en mørkere tone, som gennemstrømmer hans ny novellesamling Pludselig flæben."
- Ide Hejlskov Larsen, Kristeligt Dagblad
"Latter og gråd de vandrer til hobe i Jens Blendstrups barokke og absurde noveller, som sprudler af tragikomisk humor, når de er bedst (...) Det stærke ved Blendstrups noveller er, at han med en surrealistisk drejning kan behandle alvorlige eksistentielle problemer og forholdet mellem mennesker på en helt original måde."
- Lars Handesten, Berlingske Tidende
Noveller, der skildrer absurde og tankevækkende episoder i personernes familie- og hverdagsliv og livet i parcelhuskvartererne - set og fortalt med en skæv vinkel og lun humor
Anmeldelse af: Pludselig flæben af Jens Blendstrup
"Søn! Hvis du absolut skal flæbe bedes det foregå i køkken på afstand af fjernsyn". Citatet er anslaget til Jens Blendstrups utroligt dejlige, absurde, morsomme og alvorlige novellesamling "Pludselig ...
Jens Blendstrup cementerer med Pludselig flæben sin position som en meget original, velskrivende og iderig forfatter. Hans tekster, denne gang noveller, er både absurde og komiske, tårerne eller denne flæben tilhører både krokodille-riget og det modne segment i parcelhus-riget, men indimellem går der dog lidt for meget "slapstick comedy" i løjerne. Alt kan ske i personernes familie- og hverdagsliv og både Freud, Svend Aage Madsen og Dario Fo har ikke levet forgæves. Her er mange huller som skal dækkes, som fx i bogens indledende historie om "hulmanden". Her opdager ægteparret Tage og Anna Klausen et hul bag køleskabet, hvorefter man selvfølgelig tilkalder "hulmanden". Samtidig ruller dialogen, "hulmandens" åndelige assistance og Anna og Tages liv henover siderne. Et andet hul skal også dækkes til i novellen "Graven", hvor graverne kæmper en brav kamp for at få kisten, med en ung mor, til at passe i hullet, mens selskabet ser til. De ender dog med at blive klappet ud og bliver inviteret med til sammenkomsten. I "Joans exit" inspireres en ung mor af "Sporløst forsvundet". Hun gemmer sig i brændeskuret i haven, hvorfra hun følger familiens liv i et år. Joan vil gerne føle sig elsket og savnet. En genial historie hvor der bliver vendt om på begreberne, og vi nærmer os faktisk de ægte tårer i Blendstrups univers. Sammenlagt et klart hit for læsere af ny dansk litteratur