Helga Moos er selv mor til fire – og med bogen "Hvad har du lært dit barn i dag?" fra 1995 slår hun fast, at det er både nemt og sjovt at have børn, hvis bare man sørger for at opdrage dem til at blive selvstændige, ansvarsbevidste mennesker, der er i stand til at klare sig selv, når de en dag skal stå på egne ben. Forældre skal ikke fungere som opvartende tjenere for deres børn, og de skal heller ikke overlade ansvaret for opdragelsen til skoler eller institutioner. Derimod skal de allerede fra en tidlig alder stille krav til børnene og sørge for at dygtiggøre dem på mange forskellige områder. Helga Moos tager udgangspunkt i egne erfaringer, når hun, morsomt og med stof til eftertanke, giver sine gode råd videre til andre forældre.
Helga Moos (f. 1951) er forfatter, foredragsholder og tidligere folketingsmedlem for Venstre. Hun har en landbrugsfaglig uddannelse, og fra 1974-1992 var hun gårdejer med ægproduktion og eget ægpakkeri. Siden 1991 har hun fungeret som fuldtidsforfatter og -foredragsholder. Hun har skrevet bøger om vidt forskellige emner – herunder kvinders arbejdsliv, politik, global velfærd og børneopdragelse.
Helga Moos vil være kendt af mange for sin noget kontroversielle bog Kvindefælder, 1991. Derudover er hun en efterspurgt foredragsholder, og tit er hun blevet spurgt om sit syn påbørneopdragelse, derfor denne bog. Titlen hentyder til sætningen : Har du talt med dit barn i dag, som Helga Moos forkaster, da den kun lægger op til, at forældre skal have dårlig samvittighed.Egentlig ville hun have kaldt bogen for 'Rationel opdragelse', hvor rationel betyder praktisk og fornuftig, for det er det, der drejer sig om. I familien Moos er der fire børn, og det er erfaringermed deres opdragelse, der bringes videre her. Forfatteren sammenligner børneopdragelse med det at bygge et hus, hvis bare fundamentet er i orden, går resten af sig selv, næsten. Der er noglegrundlæggende ting, som er meget vigtige, f. eks. skal børn have tryghed, de skal udnytte deres evner og blive dygtige, de skal formes og hærdes, hvor det vigtigste er at forme og de skal lære etyde til fællesskabet, og til sidstkommer så næsten det vigtigste: at forældrene kan give slip på deres barn. Når man gør det på den måde, er det nemt at have børn. Helga Moos skriver levende ogengageret, men er ikke i tvivl om hendes mening, og så kan man jo være enig eller uenig. Jeg vil mene, at bogen kan læses om et debatindlæg i den altid aktuelle debat, om hvordan man skal opdragesine børn
