Dyre- og planterigets mindste repræsentanter bliver i Ove Abildgaards digtsamling "Mariehønen" til små fine allegorier fulde af humor. Digtsamlingen udkom første gang i 1976.
Ove Abildgaard (1916-1990) var en dansk digter og forfatter. Han debuterede i 1946 med digtsamlingen "Uglegylp". Udover forfattergerningen havde han også virke som litteraturanmelder og som programmedarbejder ved Danmarks Radio. Ove Abildgaard modtog flere priser for sit arbejde.
På flere punkter går der et kærlighedens og tidens rum igennem O. A.'s nye, meget smukke og vellykkede digtsamling Mariehønen. Kærligheden ses nok i erindringens skrålys, men også i detuendelige rum, som gløder af evighed og guddommelighed, og tiden er på den måde nok den forgangne og knappe, men også den ophævede. Planerne mødes og løber sammen i titeldigtet, hvis mariehønebliver flyvende forbindelsesled mellem Dantes og Beatrices kærlighed og den skrivendes erindrede. Digtet slutter: "ved broen over Arno sad en en- / lig mariehøne plettet af tiden / en sortprikketbloddråbe, glemt / men pludselig så jeg den vikle / de sorte vinger ud af skjoldet / lette og svæve op imod den blå / himmel, over kirken, ind i solen". At mariehønen spiller en koordinerenderolle, er selvfølgelig ingen tilfældighed, men noget af et kendemærke på O. A.'s poesi, idet den nemlig slår stor betydning af bittesmå ting. På en hel anden og overraskende måde giver denneopmærksomhed sig f. eks. udslag i enrække monologer med digteren som musling, blomme i et æg, orm, turteldue og nedfaldsæble: "Det skulle altså blive min skæbne / at falde uplukket, at liggestille / og vente under træet uden kontakt" - O. A. bør håndplukkes
