Den tidligere lånehaj Chili Palmer, som vi mødte i Elmore Leonards bestseller "Get Shorty", er blevet et stort navn inden for filmindustrien i Hollywood. Chili er imidlertid ved at blive rastløs og mangler noget nyt og uforudsigeligt at kaste sig ud i. Det får han, da han ser den russiske mafia myrde hans ven Tommy, som ejer et konkurstruet pladeselskab. Efter mordet tilbyder Chili at hjælpe Tommys enke med at redde det skrantende pladeselskab, og hun får brug for al hans hjælp, da selskabets kreditor pludselig kræver 300.000 dollars tilbagebetalt. Chili får en god idé til, hvordan han kan skaffe pengene i en fart, men der er folk, der vil gå langt for at forhindre, at pladeselskabet bliver reddet. Da den russiske mafia sender en lejemorder efter Chili, begynder historien for alvor at blive indviklet.
"Be cool" er bogen bag den populære film af samme navn, der har John Travolta, Uma Thruman og Danny DeVito i hovedrollerne.
Elmore Leonard (1925-2013) var en amerikansk forfatter, der skrev en lang række populære krimier og spændingsromaner. Hans romaner er blevet oversat til mange sprog og har solgt mange millioner eksemplarer verden over. Elmore Leonard står desuden bag en lang række filmmanuskripter, og flere af hans værker er blevet filmatiseret af stjerneinstruktører som Quentin Tarantino og Danny DeVito.
Kriminalroman fra Californien om den tidligere lånehaj Chili Palmer, som er blevet filmproducent, og som nu kaster sin interesse på en anden pengeindbringende virksomhed: musikbranchen
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Be cool, ELs nyeste krimi, synes skåret over forf.'s vanlige læst. Ikke alverden af nyt at hente, men som tidligere båret af ELs rappe replikker, afmålt kynisme, humor og så netop det mål af "decency" hos en hovedperson der i øvrigt, katastrofe under opsejling eller ej, synes at mestre alle situationer. En sådan figur er Chili Palmer, kendt fra Få fat i Shorty, 1995 og måske endnu mere kendt i John Travoltas skikkelse fra filmatiseringen af samme, "Get Shorty". Nu på jagt efter et brugbart manus til sin næste film, en søgen der er som en moderne odyssé gennem Hollywood: en underholdningskværn, totalt uhæmmet og med egne umættelige behov der som metastaser siden fortærer alt og alle. EL viser her sin styrke i sin udlevering af musikindustrien, her med en figur, struggleren Linda Moon, hvis rigtige identitet man passende kan gætte på. Med Chili Palmer som fikspunkt afvikles i øvrigt et handlingsforløb der med sine alfonser, lejemordere, rappere samt den russiske mafia fremstår tilpas plausibelt på genrens præmisser. En anke: bogen savner måske stringens, EL er ude i mange ærinder undervejs, men som hårdkogt am "mainstreamkrimi" skal den nok opfylde trofaste EL-læseres forventninger - og andre med smag for genren kan da også sagtens være med!