Digte befolket af ustabile, flygtige identiteter; tiggere, LSD-psykotiske narkomaner, et ungt par på togrejse der synes "Det er helt sindssygt at sætte børn i den her verden", en øretæveindbydende kvinde. Centralt står et ligeledes ustabilt lyrisk jeg, der med skiftende oprigtighed undskylder sin eksistens og sine handlinger: "Undskyld, jeg er sådan en klovn / til at skrive, jeg glemmer udgangspunktet" eller "Undskyld, jeg læser dig så overfladisk / jeg kan bare ikke finde dybden." Masker, klovne, maneger og andet fra en iscenesat verden er del af digtenes generelle vokabular
