Hun

Udgivelse for udgivelse demonstrerer Juliane Preisler nye sejre i sin omgang med sproget. I digtsamlingen Hun ombrydes det til præcist dækkende og dog bredt associationsskabende udsagn om enkvindes erindringer og erfaringer, drømme og håb. Digtene præsenterer et kvindesind, der ubeskyttet og ærligt afsøger fortiden og dens rollehavendes forsøg på afgrænsninger - nutiden og denskompleksitet af hvilen i sig selv, nærvær og opbrud, væren og ikke-væren, udlængsel og forbliven - og fremtiden med dens mulige syntese. Kvinden i Hun fremtræder både som 'jeg', 'hun' og 'vi'overfor 'han' og 'hun' i forskellige udgaver. Tværtimod at opløse identiteten fremmaner denne konstituering af fortællersynsvinklen et hørtbart lyrisk-jeg, der digt for digt tegner tydeligereomrids af et sind opspændt mellem suveræn hvilen i sig selv og bundethed til tilværelsens omskiftelighed og endelighed. Stærkest står dog den selvbærende suverænitet i dens sammensmeltning af denlille pige og den voksne kvinde oghendes gåen i et med den omgivende natur. Digtene er dels bredt opstillede prosadigte, dels slanke, søjleagtige opsætninger med stor sprogkraft. Begge dele rummerrige oplevelser og kan virke som fremkaldervæske på læserens egne skjulte og glemte billeder