Wilson Kipketer kom til Danmark fra sit fødeland Kenya i 1990 for at læse på universitetet og udvikle sig som løber. Fra 1994 og frem var han at finde blandt verdens allerbedste 800 meter-løbere, og han er den dag i dag indehaver af flere verdensrekorder. Men selvom Wilson Kipketer skabte sig en strålende karriere, var det svært for ham at skjule, at han havde svært ved at falde til i Danmark. I biografien "Wilson Kipketer", der udkom første gang i 1998, giver sportsjournalist Lars Werge et indblik i mennesket og løberen Wilson Kipketer.
Lars Werge (f. 1966) er tidligere højdespringer, journalist og politiker. Han har skrevet flere bøger om sport og kendte idrætsfolk og blev i 2006 kåret som Årets Sportsjournalist.
Om mennesket og løberen Wilson Kipketer, der er født i Kenya i 1972 og nu har verdensrekorden på 800 meter for Danmark
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Lars Werge er journalist ved Berlingske Tidende, og han fortæller her historien om løberen Wilson Kipketer, som kom til Danmark fra Kenya i 1990. Som der er fremgået af medierne er Kipketer ikke interesseret i at give interviews mere end højest nødvendigt, han er blevet karakteriseret som sky og indelukket, og det har betydet, at Kipketer desværre ikke har medvirket ved tilblivelsen af denne bog. Forfatteren bygger sit materiale på egne oplevelser i forbindelse med mesterskaber og stævner og på interviews med mennesker, der er tæt på Kipketer. Det har været forfatterens mening at fortælle om både løberen og mennesket Kipketer, jeg synes mest det er blevet til en beretning om løberen. Vi hører om Kipketers første vanskelige år, om problemerne i KIF og med formanden Ove Bjørn Kraft, om hvordan der først skete noget med Kipketers udvikling som løber, da han skiftede til Sparta og fik ny træner, og om problemerne med det danske statsborgerskab, om jubelåret 1997, hvor Kipketer satte verdensrekord, og frem til efteråret 1998, hvor han er i gang med træningen efter sin malariasygdom. Bogen er velskrevet, men jeg tror mest den er for de meget interesserede i dansk altetik på eliteplan