"Forestillingen om det kvindelige er i vor kultur forbundet med synlighed og overflade og med det at være billede. Derfor har der traditionelt været en tæt sammenhæng mellem de visuelle massemedier og kvindelighed."
I 1990’erne begyndte kommercielle tv-kanaler som TV2 og TV3 for alvor at vinde indpas på de danske tv-skærme. Samtidig blev det mere og mere normalt at se satellit-tv og kabel-tv. På den måde kom de klassiske public service-tilbud, som traditionelt havde fokuseret på oplysende indhold, i konkurrence med kanaler, der ikke gik af vejen for at bruge noget af det, der trak allerflest seere til: en seksualiseret kvindelig studievært eller skuespiller, som kunne trække folks opmærksomhed til sig.
"Kvinden som ikon" handler om, hvordan kvinden er blevet brugt som sexobjekt og blikfang på tv op igennem 1980’erne og 1990’erne. I bogen beskrives forskellige trends inden for tv-indhold, og der fokuseres desuden på, hvad denne markedsføringsstrategi har gjort ved kvindesynet. Bogen udkom første gang i 1995.
Vibeke Pedersen (f. 1945) er lektor emerita ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har forsket i emner som feminisme, postfeminisme og køn i tv-serier og har endvidere skrevet bøger om disse emner.
Feministisk filmteori er ikke et nyt begreb: men det er relativt usædvanligt, at også TV-mediet inddrages. Der er imidlertid intet nyt under solen, for Vibeke Pedersen påviser i sin bogKvinden som ikon, hvordan det postmoderne TV og dets iscenesættelse af kønnene er arvet direkte fra den klassiske Hollywood-tradition. Bogen bygger på VP's ph. d. afhandling fra 1993, og dele afden har tidligere været offentliggjort. Bogen er delt i 2 dele: En filmanalytisk klassiker-gennemgang, hvor 'Der blaue Engel' (Dietrich) og 'The big Sleep' (Bacall og Bogart) underkastes ensemiotisk og feministisk analyse samt en gennemgang af det postmoderne TV, hvor forfatteren fortrinsvis henter sine eksempler fra amerikansk TV samt enkelte danske produktioner og kvindeligeTV-personligheder (Synnøve Søe, Miehe Renard. Majken Wexø m.fl.). Bogen er tynget af et akademisk sprog, der begrænser målgruppen til læsere, derergodt inde i semiologien, feministisk teori ogpsykoanalyse. Den står stærkere som etteoretisk skrift, da dens eksempler stort set alle er af ældre dato, og bogen fortæller intet om de selvstændige kvinder, der i de senere år i ungt dansk ognordeuropæisk fjernsyn slet ikke kan indpasses i VP's teorier
