Crusher du på Nathalie?” spørger Aske. ”Ikke på den måde,” siger jeg. ”Hun er ellers for lækker,” siger Aske. Han roder lidt i gløderne med en pind. ”Jeg har faktisk en idé,” siger han. ”En idé?” ”Vi kan gå til drama på ungdomsskolen. Min storebror siger, at der plejer at være masser af piger. Man kan komme helt tæt på dem, hvis man får den rigtige rolle.” ”What?” Han flækker i et grin og puffer mig i siden. ”Og du er den fødte skuespiller. Alle var vilde med dig i skolekomedien.” Det har han faktisk ret i. Den skolekomedie gik ret godt. Måske fordi jeg er vant til at lade som om.
De to venner Aske og Valdemar har det svært med piger. Sammen lægger de en plan for, hvordan de begge kan få kysset en pige, men det går ikke helt som forventet. Letlæst ungdomsbog for 12-15-årige
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Det er en virkelig fin og hjertevarm fortælling om venskab og spirende kærlighed. Man får et rigtig godt indtryk af de to drenges venskab - og af de mange udfordringer, man kan have som ung. Hvert kapitel indledes med en side (sort med hvid skrift), som beskriver en ting, som Valdemar aldrig har prøvet - fx at blive ramt af lynet eller at slå nogen. Alle tingene er på én eller anden måde relateret til det efterfølgende kapitel. Det giver en meget god effekt, at man får en lille fornemmelse af, hvad kapitlet handler om. Det er en velskrevet bog i et nutidigt sprog, og der er bl.a. uddrag af drengenes dialog på Snapchat. Bogen er letlæst, med stor skrift og opdelt i 19 kapitler. Forsiden signalerer mere uhygge, end der er i bogen