Mulighedernes land er Vibeke Grønfeldts vildtvoksende tobinds-roman om et moderne, dansk provinsmiljø.
Dybt under den pæne facade afdækkes sider af tilværelsen i det moderne Danmark, som er usammenhængende, mørke og vilde. Romanværket bevæger sig fragmentarisk og uforudsigeligt gennem et omfattende persongalleri, hvor de skarpe, drømmende og stærke beskrivelser af steder og personer samler sig til et håbløst og dystert tids- og egnsbillede af fællesskabets forråelse.
Dette er første bind af Mulighedernes land, der udkom første gang i 1989.
Vibeke Grønfeldt (1947) er født og i sit voksne liv bosiddende på Samsø. Hun er kendt for sine stærke, samfundskritiske romaner og noveller om provinsmiljøer og det moderne livs eksistentielle ensomhed. Grønfeldt er blevet sammenlignet med forfattere som Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen. Hun har udgivet bøger kontinuerligt siden debuten i 1975, og er både kritikerrost og prisvindende. Blandt andet har hun vundet Det Danske Akademis Store Pris i 1996 og Montanas Litteraturpris i 2016. For læsere af moderne skønlitteratur.
Et massivt udspil af en roman - stor i omfang, stor i ambitioner. Hovedpersonen, om man så kan sige, er en dansk provins, eller måske den danske provins, i udvikling, i skred, i opløsning.Grønfeldt fortæller ikke en historie fra ende til anden, der er ingen figurer at følge fra først til sidst. Jo, nogle navne går igen, dukker op, hovedpersoner i nogle forløb, bipersoner i andre. Idet hele taget består romanen af forløb, novellistiske, der følger personer et stykke, og forlader dem igen siden. Der afbrydes af indslag, en fortæller kommenterer (stedets fotograf), der erindklip fra aviser og 'formandsberetninger' til at sætte tingene i relief. Med projektets mål i mente er det naturligt, at disse skred fremtræder netop som sådanne. Også langt ind i sindene,Grønfeldt borer meget dybt i motiver, drømme, handlinger - og når langt under den pæne overflade. På den anden side er denne skridende form tæt på formløshed nok også romanens problem for det storepublikum. Grønfeldt tegner entilstand og når tilbage i historien, så hun også kan tegne er udvikling, der har relevans for mange potentielle lånere, men formen er meget krævende, den stiller kravtil opmærksomhed, også stilistisk ved de abrupte konstruktioner, så det store billede vil nok primært henvende sig til et litteraturvant publikum
