Engang i tresserne mødes to par på University of Iowa i USA. Det ene par; den høje tynde 35-årige jegfortæller og hans firskårne, østrigsfødte kone Utch. Det andet par; den lavstammede, østrigsfødte tysklektor Severin Winter og hans høje slanke kone Edith. Jegfortælleren er forfatter af historiske romaner, Edith skriver noveller; Severing Winter er brydetræner og har en forkærlighed for solide kvindekroppe, Utch er fascineret af brydning. De fire har altså ting tilfælles, og de begynder snart at eksperimentere med deres forhold på kryds og tværs. Helt i tidens ånd, og i den tro at frisindet vil forstærke deres respektive ægteskaber. Men da jalouisen indfinder sig, forvandler denne på overfladen morsomme historie sig til et grumt billede af de små lege, som mennesker kan finde på at lege med hinanden.
John Irving er født i Exeter, New Hampshire, i 1942. Han debuterede med romanen Slip bjørnene fri i 1968, og siden er det blevet til tolv romaner. John Irving bor i Vermont og Toronto med sin familie.
I et amerikansk østkyst-universitetsmiljø i 1960'erne fører lidt tidstypisk konebytningserotik til, at der slås alvorligere brecher i to mådeligt afbalancerede ægteskaber
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
En roman om konebytning fra 1974,5 år før gennembrudsromanen Verden ifølge Garp. Den foregår mest på et Østkyst-universitet, hvor fortælleren er lektor og forfatter. Han er gift med Utch, derhar haft en højst traumatisk barndom i Østrig under og efter 2. Verdenskrig. Nogenlunde samme baggrund har Severin, der er lektor i tysk og brydetræner. Fysisk og mentalt er han og Utch et passendepar, men han er gift med den amerikanske intellektuelle forfatterspire Edith, der har mere til fælles med fortælleren. Bl.a derfor, men også fordi Edith vil hævne sig, aftaler de at bytte partnere,og en tid går det godt med saftig sex til alle, men især Severin lider under de organiserede sexture, og begge ægteskaber slår revner. Bogens tema med åbne ægteskaber og dertilhørendejalousiproblemer virker lidt fortidig, og trods mange indlagte historier bliver de to par ikke rigtig vedkommende. Men som et skridt mod gennembruddet, som tidsskildring og som erotisk litteraturer bogen da interessant. Deter nok den mindst originale John Irving-roman på dansk, og den er ikke nær så sjov som Vandmetoden fra 1972, oversat i 1991. Til gengæld er den mere stramt komponeretend de senere værker, hvor historierne i den grad yngler, at Barn af cirkus led af elefantiasis
