Den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan ville som ung revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat. Hans store romaner fra omkring århundredeskiftet tegner et rigt og mangefacetteret portræt af brydninger og spændinger i det danske demokratis barndomsår. Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen, som han dog måtte dele med Karl Gjellerup.