Dødens vingeslag

Sjette del i serien Jarastavens vandring og trængslerne fortsætter. Der er en evig kamp mellem det gode og det onde, Urla og Tertor, manden og kvinden, lyset og mørket. Det er stadig beboerne på den lille boplads der lægger krop til, runer tydes, der foretages ånderejser, samles urter, helbredes og andre frænder hjælpes gennem kriser. Kvinderne er i fokus, særlig de tre vølver beskrives som stærke kvinder med en stor udstråling, de udvikler og tilpasser de gamle traditioner og skikke, så de passer med tidens krav. Ellers er bogen bygget over samme læst som de fem foregående bind i serien med stigende spænding og til sidst forløsning samtidig med at der tegner sig et billede af næste binds problemfelt. Bogens persongalleri udvides fra gang til gang med ægteskabelige forbindelser mellem bopladserne, handel mm. Det er fermt skrevet, personskildringerne er grundige og ok, handlingen kan fænge trods genkendeligheden. I flg. forfatterkollektivet består det ældste runealfabet af 24 tegn og serien her er altså nået til det sjette. Alt i alt et genkendeligt univers fra gang til gang, hurtigt læst, fermt skruet sammen