21 forfattere med forskellig baggrund skriver hvert et kapitel om et møde eller en begivenhed, som har gjort et særligt indtryk på dem, og som fik stor betydning for tiden, der kom. Det er erindret liv, ikke fiktion, der beskrives. Det kan dreje sig om musik, en rejse, en afsked med en elsket person, en fødsel, en krigsoplevelse, en særlig skolelærer, en digter. Oplevelserne er mangfoldige, men alle store. Et lille udvalg af bidragsyderne: Jens Blendstrup fortæller lavmælt om den definitive afsked med moderen, som dør et halvt år efter faderen. Min mor var bare faldet om. Og nu lå hun så der og var borte. Året var 2002. De blev begge 74 år. Det var ikke meget. Jeg troede, de ville blive meget gamle. Men da det kom til stykket, vidste jeg godt, at min far havde levet hårdt, og at min mor havde levet lige så hårdt, med ham. Og for ham. Han var en mur, og hun var et træ. Benny Lautrup, fysikprofessor, er så heldig i 2. mellem på Enghavevejens Skole i København at møde en lærervikar, Henning Skaarup, der kan se, at "Benny skal have lov til at læse". Min stedfar, som på det tidspunkt var slagteriarbejder, og min mor, som tidligt om morgenen gjorde rent på en skole, lod mig bo hjemme resten af mellemskolen, gymnasiet og det første år på universitetet.. Først nu fatter jeg, hvilken gave det var. Vi boede jo fem i en lille treværelseslejlighed. Monica Krog-Meyer, programvært på DR4, møder som teenager en smuk, næsten jævnaldrende pige med dansk/fransk baggrund. Pigen får senere succes i Frankrig som sanger med gruppen"Il étai une fois"; men hun dør tragisk ung. Joëlle hed hun, min bedste veninde. Hun kunne synge og spille guitar – kendte et hav af amerikanske sange – hun kunne også tegne, var altid stangsmart klædt og havde let ved at følge med i skolen, sprogligt begavet som hun var. Ole "Bogart" Michelsen skriver, nej ikke om film, men om øjeblikke sammen med et lille firbenet væsen: Når hun ser på mig, kan hun ikke administrere sin glæde. På gårdspladsen øjner jeg en lille prik med store ører. Hun stryger lige imod mig uden en lyd. Formentlig er hun ikke sikker på, at det er mig. Nå hun når frem, begynder hun at pibe, samtidig med at jeg siger: "Nå, er du d’er, Er det dig!" eller lignende idiotiske ting, som hun forstår. © Lene Andersen, Else Berenth, Hanne Bistrup, Anne Marie Bjerg, Jens Blendstrup, Niels Brunse, Nina Bjørneboe, Ib Glindemann, Ellen Heiberg, Jesper Hoffmeyer, Ivar G. Jonsson, Henning Kirk, Benedikt Kristjánsson, Monica Krog-Meyer, Benny Lautrup, Elisabeth Lyneborg, Vibeke Marx, Ole Michelsen, Finn Slumstrup, Vagn Steen, Karen Zimsen og Forlaget mellemgaard
