Vredens følelsesmæssige stemning kender vi alle. Den består især af en indre ophidselse og fjendtlighed over for den, vreden retter sig imod, og man gribes af en trang til at hævne sig og skade fjenden. Samtidig præges vi i vredens favntag af bestemte tankemønstre og fokuserer på, at vi er blevet forulempet, forurettet eller på anden måde generet af andre, der angiveligt er skyld i denne utilfredsstillende tilstand.