"’Vejen er erfaringens rynker i et lands gamle ansigt’, siger man. Denne bygade er ældgammel, måske tusind år eller mere. Generationers beboere har trampet ad vejen gennem landsbyen. Den gemmer spor efter mange, mange..."
Dagmar Nielsen kigger igen ud af sit vindue på den lille landsby, hun kender og elsker så højt, og tænker over stort og småt. I "Græsset på min grønne vej" gør hun sig overvejelser om menneskers nænsomhed og til tider mangel på samme over for deres medmennesker og den natur, der omgiver dem. Hun fortæller om samtaler med sine bysbørn, om atomalderens farer og meningsløshed og om den glæde, hun finder ved de store træer og de små børn.
Dagmar Nielsen (1925-1996) var en dansk forfatter, der både skrev skønlitteratur, essays og tekster til oplæsning i Danmarks Radio. Hendes romaner kredser hovedsageligt om menneskets hverdage, landsbyliv og nærmiljø samt de problemer, man både som samfund og menneske må kæmpe med. Dagmar Nielsen var gift med science fiction-forfatteren Niels E. Nielsen.
Forf.s udsigtspost er kvistvinduet i hendes og Niels E. Nielsens hus i deres landsby på Stevns: herfra holder hun øje med sit sted og dets indbyggere og kommenterer deres færden. Naboer, børn,hunde, naturen, familien - det er det nære og fortrolige, det stilfærdige liv i en landsby, hvor man endnu føler forpligtelse over for hinanden (eller kommer hinanden ved, som det hedder pånu-dansk). Som forf.s 3 tidligere bøger er også denne fra afdelingen for små forløb, opdelt i ganske korte kapitler. Det lidt idylliserende lurer lige om hjørnet, f.ex. i hendes sprog, hvor entilbøjelighed for det djærve kan blive en manér: en dreng hedder en knægt, min datter er min tøs, man går ikke men tramper eller traver, man cykler ikke men hjuler o.s.v. Mange lånere er glade forden snusfornuftige kone, der så tydeligt holder af livet, som det er og beskriver det så fordringsløst
