I 1970’erne begyndte man for alvor at blive opmærksom på, at ikke alle minoriteter i Danmark trivedes i samfundet, og at flere var ofre for diskrimination, racisme og fremmedhad. "Minoritetsproblemer i Danmark" består af en lang række essays af forskellige førende fagpersoner, der har som mål at få så mange som muligt til at få øjnene for, hvordan det er at leve som minoritetsborger i Danmark, og hvad vi som samfund kan gøre for at hjælpe folk til at føle sig som en del af fællesskabet.
Bogen fortæller om jøder, polakker, grønlændere og andre minoriteter, der længe har været en del af det danske samfund, om nyere gæstearbejdere fra blandt andet Tyrkiet og Grækenland, der kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne, samt om de mennesker, der kom til Danmark som flygtninge.
Jacques Blum (1945-2012) var en dansk kultursociolog. Efter sin kandidat i kultursociologi var han blandt andet ansat ved Københavns Universitet, RUC og Lunds Universitet. Blum var i en årrække talsmand for Det Mosaiske Trossamfund, ligesom han i mange år var en prominent debattør om Israel og jøder.
Undertitel: En samling artikler om etniske minoriteter i Danmark. Beskriver både de såkaldt »gamle« minoriteter, f. eks. jøder, tyskere, polakker og grønlændere, og de »nye«, f. eks. de forskellige grupper af fremmedarbejdere. Hver befolkningsgruppe beskrives først af en forsker, der har beskæftiget sig videnskabeligt med den pågældende gruppe, derpå fortæller et enkelt medlem af gruppen om de specielle, personlige problemer, som er forbundet med at tilhøre gruppen, og endelig afsluttes behandlingen med en kort, annoteret litteraturliste. Bogens sidste del er teoretisk og anskuer minoritetsproblematikken ud fra social-antropologisk, juridisk og pressemæssig synsvinkel. Blandt bidragyderne kan nævnes: Preben Wolf, Anders Enevig, Jacques Blum og Kaj Spangenberg. Det er en sober, veldisponeret bog, som ærligt søger at give sin læser en forståelse for vort samfunds minoritetsgrupper og deres problemer, og det skal fremhæves som noget meget positivt, at alle grupperne selv kommer tilorde