"Vi er temmelig mange, der er forfaldne til fodbold. De fleste får aldrig lov til at sparke til en bold. Og mange gør det meget sjældent. Men de oplever en masse fodboldkampe på anden hånd, som tilskuere. Men ikke som objektive tilskuere. Der er ikke meget ved at overvære en fodboldkamp, hvor man ikke spiller med på den ene side. Specialister kan ganske vist have en æstetisk nydelse af tekniske og taktiske detaljer – selv om det er modstanderholdet, der er mester for dem. Men det er i en vis forstand en form for degeneration. De rigtige tilskuere spiller med – og har meget svært ved at nyde, når fjender laver noget godt."
Den legendariske fodboldspiller og sportsjournalist Knud Lundbergs bog om fænomenet fodbold forsøger med både humor og alvor at belyse alle sider af fodboldens væsen. Hvorfor er det så vigtigt med gode tilskuere? Er fodbold bare leg med regler, og er disse regler gode nok? Er elitefodbold vigtigere end amatørfodbold, og vil der stadig være brug for fodbold i fremtiden? Det er blot nogle af de mange spørgsmål, Knud Lundbergs bog vender.
Knud Lundberg (1920-2002) var en dansk sportsmand, forfatter og journalist, der præsterede at blive dansk mester og landsholdsspiller i både fodbold, håndbold og basketball. Han var hyldet som sportsmand for sine store præstationer og blev efterfølgende en respekteret sportsjournalist og forfatter til en lang række bøger om sport.
Et langt, aktivt fodboldliv og stor lægelig viden ligger bag Lundbergs betragtninger om fodboldens gode og dårlige sider. De gode sider er flest, forstås, for Lundberg er bidt af boldspillet, men på den anden side ikke blind for de psykiske og fysiske skavanker, som følger med. Det er de psykiske faktorer, som optager det meste af bogen. Ikke blot spillets indvirken på den aktive spiller, men også på tilskueren. Den sindets renselse, som følger efter en aktivt oplevet kamp, og som nærmest kan sammenlignes med det slappe velvære efter et psykisk godt samleje, er vigtig for det moderne menneske. Kampinstinktet, konkurrencementaliteten, som er en uafryddelig bestanddel af den menneskelige natur, får positivt afløb gennem sporten. Lundberg ligger i disse betragtninger helt på linje med adfærdsforskere som Lorenz og Morris. Den sidste tredjedel af bogen vies de fysiske sider af sagen, skader, doping samt spørgsmålet om demokrati i klubberne og dansk fodbolds evige problemprofessionalismen. Lundberg har betydet meget for dansk fodbold ved at tage spillet seriøst, og ved at formulere sig om det også før det kom på mode, jvf. Lyngby lepsen og Skou Hansen. Sproget er Lundbergsk. Korte sætninger. Præcise. For det meste. Vel illustreret. Ungdoms- og voksenafdelinger