"At være jøde betyder oprindeligt både at være af en bestemt tro og at tilhøre et bestemt folk, og i en bog om jødedommen må der naturligvis tages hensyn til begge dele. 'Jødisk eksistens' er da også tilrettelagt således, at læseren får indblik i, hvad den jødiske tro går ud på, og hvordan det jødiske folks historie i hovedtræk er forløbet. I øvrigt skulle det fremgå af bogen, at der i jødedommen ofte finder en vekselvirkning sted mellem det historiske og det eksistentielle. Nye problemstillinger dukker op for troen i historiens forløb, og troen er i sig selv historieskabende."
"Jødisk eksistens" handler om det at være jøde set i et historisk såvel som et moderne perspektiv. I bogen beskrives det forhold, forskellige jøder kan have til deres herkomst og deres tro, og hvordan jøderne igennem årtusinder er blevet forfulgt og endnu i dag må kæmpe mod antisemitisme.
Peter Boile Nielsen (f. 1946) er tidligere lektor ved N. Zahles Skole med fagene dansk, religion og filosofi. Han har udgivet en række lærebøger til gymnasiet, herunder "Jødisk eksistens. Indfaldsvinkler til moderne jødedom", der oprindeligt udkom i 1999.
Peter Boile Nielsen, redaktør af bl.a. Gads Religionshåndbogen (1994), står som forfatter til denne bog. Der er nu snarere tale om aktiv redaktion med sammenkædende og indledende kommentarer, idet Boile har udvalgt i alt 41 tekster, der i stort set kronologiske punktnedslag giver en gennemgang af jødisk historie, tro, kultur og tradition fra skabelsen til det moderne Israel. Næsten alle afsnit er skrevet af jøder (Wiesel, Buber, Marcus Melchior, Singer, Samuel Dresner med mange flere). Undtaget er naturligvis afsnittet om antisemitisme, der bl.a. indeholder dele af de berygtede Zions vises protokoller (senest 1987) og Luthers Jøderne og deres løgne (senest 1988). Bogen kaster i det hele taget et nøgternt lys over den problematiske side ved den kristne kirkehistorie som medansvarlig for antisemitismen. De første 7 kapitler er som nævnt tidsmæssigt logiske, mens bogen 8. kapitel omhandler jøderne i Danmark under anden verdenskrig. Det 9. kapitel afrunder bogen med et tankevækkende indlæg af Pinchas Lapide, specialist i dialog mellem religioner, med titlen "Hvad forener og hvad skiller os?". En sober og indsigtsfuld bog med velvalgte bidrag. Den er bl.a. beregnet for ungdomsuddannelsernes religionsundervisning, men den kan læses af enhver, der ønsker at orientere sig i jødedommen