I årene efter 2. verdenskrig blev der rejst over 2000 monumenter i Danmark for at markere krigen og besættelsestiden. Nogle mindesmærker er rejst over bestemte begivenheder eller for at mindes politifolk, søfolk, grænsegendarmer og ikke mindst de modstandsfolk, der mistede livet under besættelsen.
Bogen "Krigens monumenter 1940-1945" fra 1999 indeholder beskrivelser af disse mange monumenter, der tilsammen fortæller historien om et af de mørkeste kapitler i dansk historie. Samtidig diskuteres det i bogen, om alle disse monumenter fortsat skal bevares, i og med nogle er dårligt vedligeholdt. Hvor længe vil besættelsestiden og dens monumenter bevare sin enorme relevans for det danske folkesind?
Anders Bjørnvad (1927-2011), dansk forfatter og historiker, var oprindeligt uddannet skolelærer. Bjørnvad har skrevet adskillige bøger om Danmarks besættelse med fokus på de allierede flyveres skæbne i forbindelse med nedskydning over dansk luftrum - heriblandt kan nævnes "De fandt en vej" og "Faldne allierede flyvere 1939-1945".
I perioden 1940-1995 er der i alt rejst ca. 2100 blivende mindesmærker i form af mindegrave, befrielsesmindesten og monumenter i forbindelse med Besættelsen og 2. Verdenskrig. Historikeren Anders Bjørnvad, som tidligere har udgivet bøger om Besættelsen, har ydet en kæmpeindsats for at samle og registrere denne første samlede oversigt. Flere end tusinde personer rundt om i landet har hjulpet til ved indsamlingen af materialet. Bogen er opdelt i 2 dele. 1. del skildrer i 12 kapitler nogle hovedtræk af monumentsætningens historie 1940-1995. Bl.a. på områder som søens folk, politiet, modstandsbevægelsen, besættelsestidens ofre, danske soldater, allierede flyvere, samt fredede grave og monumenter rejst under besættelsen. 2. del, som omfatter 2/3 af bogen, er en registrant over samtlige monumenter opstillet i alfabetisk orden amt for amt og kommune for kommune. I vid udstrækning belyses i den enkelte indføring inskriptioner, hvem der stod bag monumentsætningen og hvorfor. Desuden berøres kort andre aspekter ved monumentsætningen, bl.a. Modstandsbevægelsens Kunstneriske Udvalgs betydning. Bogen er forsynet med et stort antal farvefotos og et omfattende noteapparat