I mere end tusind år har Danmark været et monarki. Dermed er kongerækken rygraden i vores fælles, nationale historie. I denne fascinerende rejse op gennem århundrederne fortæller Rikke Agnete Olsen på en let, oplysende og underholdende måde om de mere end 59 konger og to dronninger, der gennem tiden har styret et af verdens ældste monarkier.
Rikke Agnete Olsen (f. 1939) er en dansk historiker og forfatter. Hun blev uddannet i historie og fransk fra Københavns Universitet i 1966 og blev efterfølgende museumsinspektør ved Nationalmuseet med ansvar for middelaldersamlingen. Siden 1971 har Olsen skrevet bøger og forsket i Danmarks historie med fokus på middelalderen. Hun har skrevet en lang række bøger om sit forskningsfelt, herunder "Sjællandske krønike" fra 1981, "Borge i Danmark" fra 1986 og "Da riget var ungt" fra 1999, som blev udgivet i forbindelse med middelalderåret i Danmark.
Om de 50 konger og 2 dronninger der har styret det danske monarki gennem mere end 1000 år
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Den danske kongerække er længere end de 54 portrætter, der bringes i denne bog, men kongerækken startes med Gorm den Gamle, da der ikke haves sikker viden om, hvordan kongerne i danernes rige fulgte efter hinanden. Ligeledes er det sandsynligt, at Danmark først fra 800-tallet kan kaldes et rige, og derfor må man læse om kongerne før dette tidspunkt om hos Saxo. Hver konge er tildelt ca. en side plus et helsides portræt, hertil kommer omtale af deres dronninger m.v. Teksten er kort, klar og koncis og billedmaterialet er vældig godt. Prins Henrik er gengivet med et portræt fra 1993 og dronning Margrethes portræt er usminket malet af Jørgen Boberg. For øvrige kongers vedkommende benyttes dels kendte portrætter og dels for tiden før renæssancen tidstypiske afbildninger (ikke nødvendigvis med portrætlighed). Svend, Knud og Valdemar er under ét afbildet fra et håndskrift med Blodgildet i Roskilde. Sølvperlen med mandshoved kunne også godt være Gorm den Gamle. Til slut en oversigt i form af nogle slægtstavler, der med rettelser og ajourføringer bygger på Scocozza og Jensen: Danmarkshistoriens hvem, hvad og hvornår, (1994). Overskuelig og let gennemgang af kongerækken. Forlaget lancerer selv bogen som en mandelgave