Knut Hamsun (1859-1952) var en af Norges største forfattere og en af de mest markante stemmer inden for den moderne og ekspressionistiske litteratur. Han fik sit gennembrud med romanen "Sult" i 1890, som blev fulgt op af over 40 romaner samt flere skuespil og digtsamlinger. Knut Hamsun blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1920 og havde en enorm indflydelse på nyere norsk litteratur.
Jørgen E. Tiemroths bog om den store norske forfatter fortæller om hans imponerende forfatterskab ud fra den litterære periode og tradition, han var en del af, og den dagsorden, han var med til at sætte. Bogen er et litteraturhistorisk værk mere end en biografi, og vi lærer således forfatteren at kende gennem hans værker og ikke den anden vej rundt.
Jørgen E. Tiemroth (1919-2011) var en dansk litteraturforsker og forfatter. Han skrev bøger om dansk litteratur og danske forfatterskaber og bidrog til antologier som "Vor tids hvem skrev hvad" og "Danske og udenlandske forfattere efter 1914".
Tiemroth vil her, som Jørgen Elbek i sin bog om Johs. V. Jensen (1966) som der henvises til, påvise, hvorledes Hamsuns forfatterskabs kulmination og afslutning ikke er sammenfaldende. Efter Under Høststjernen (1906) mener J.T., at Hamsuns inspirerede digteipersonlighed svækkedes. Den unge digter begyndte med en »manieristisk besættende vilje til grænseoverskridelse«, en stræben efter fantasien og illusionen som livsmagt, men han fascinere; nu af det animalske, naturgrundlaget, som det eneste virkelige. Hamsun er i sine ungdomsværker eet med sine personer, nu bevirker hans anfægtelser en usikker, tvetydig afstand til hans digtnings mennesker. Dette brud i Hamsuns digterliv fra en fri Pan-beruselse til en naturgrundet tro på alt livsopsving som blændværk er omhyggeligt (og omstændeligt) beskrevet med kronologisk gennemgang af værkerne. Uanset, om læseren er enig eller ej i Tiemroth's fremstillin, selve omsvinget midtvejs i Hamsuns digterbane er jo ingen nyhed, må han kunne sinHamsun godt for at få det fulde udbytte af Tiemroth's tætpakkede bog