"Tak for i går" handler om kunst og de kunstnere, der står bag værkerne. I femten fortællinger beskriver Niels Frank femten kunstnere ved at tage udgangspunkt i ét bestemt værk hos hver kunstner. Nogle af historierne fortælles rundt om værket, mens andre fortæller om værkets tilblivelse. Fælles for alle historierne er, at ideen om den personlige tilskyndelse bag værkerne træder frem i teksterne for at vise, at kunstopfattelse hører sammen med livsopfattelse. De enkelte tekster kan læses uden forudsætninger eller kronologi og bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for kunstens væsen.
Niels Frank (f. 1963) er en dansk digter og forfatter. Han er uddannet i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. I 1980’erne og 1990’erne var Frank en del af miljøet omkring Forfatterskolen og da rektor Poul Borum trak sig fra sin post, overtog Frank stillingen, hvor han sad frem til 2002. Som forfatter debuterede han i 1985 med digtsamlingen "Øjeblikket" og har siden udgivet flere digtsamlinger samt en række essaysamlinger om forholdet mellem litteratur og kunst.
Noveller som hver har en af verdenskunstens mestre som hovedperson, og som fortæller en historie, der kan hjælpe en mere nuanceret kunstforståelse på vej
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Niels Frank er digter, ikke kunsthistoriker, og han har heller ikke haft til hensigt at skrive kunsthistorie, men netop kunsthistorier. Alle femten historier er baseret på hændelser, der faktisk har fundet sted, eller med Franks ord kunne have fundet sted, og idéen er at belyse den personlige tilskyndelse bag værket. De tager alle udgangspunkt i ét bestemt kunstværk, et maleri, et tryk, en skulptur eller et fotografi, og før teksten er værket afbildet sammen med nogle faktuelle oplysninger om kunstneren. Teksterne handler bl.a. om Dürer, Frida Kahlo, Hokusai, Andy Warhol, Cézanne, Brueghel, Gauguin, Caravaggio, Rembrandt, David Hockney, Picasso, en (forfalsket) etruskisk gravurne, Leonardo da Vinci og Marcel Duchamp - i nævnte rækkefølge. 2 af kunstnerne - Cézanne og Warhol - har Frank tidligere skrevet om i essaysamlingen Yucatán, men der er der tale om mere teoretiske refleksioner over kunst. Historierne er skrevet for børn, unge og voksne uden forudsætninger, og et af Franks hovedmotiver med bogen er at se værkerne på ny, uden at oplevelsen er tynget af forhåndsviden og præferencer. Måske kan børn læse historierne som udgangspunkt for en samtale, men målgruppen er nu snarere voksne, der vil læse en digters udlægning af historien bag kunstværkerne