Kort tid efter Gustaf Munch-Petersens 20 års fødselsdag i begyndelsen af 1932 udkom hans første digtsamling, Det nøgne menneske. Digtene retter kritik mod den konventionelle, uægte vanetilværelse, og de udtrykker et ønske om at forkaste gamle idéer, bryde alt ned og begynde forfra med udgangspunkt i det vigtigste i tilværelsen – det nøgne. Digtene fabulerer over alt fra dagligdagens øjebliksbilleder til naturbeskrivelser og idealer, og derfor møder læseren både fiskere der danser på kroen, tanker om kærligheden og konkretiserede begreber. Munch-Petersen blander socialrealisme og samfundskritik med en abstrakt og poetisk vitalisme, der hylder det menneskelige liv i alle dets aspekter som noget nærmest guddommeligt.
Gustaf Munch-Petersen var et søgende menneske. Efter afbrudte filosofi- og psykologistudier i København arbejdede han i Grønlands kryolitminer. Senere studerede han zoologi samt kunst- og religionshistorie i Lund, og sideløbende udviklede han sin særlige surrealistiske stil som forfatter. Hans uro voksede, jo mere han lærte, og Munch-Petersen fandt det vanskeligt at forene sin umiddelbart idylliske tilværelse med en verden i flammer. I 1938 meldte han sig til Den Internationale Brigade, hvor han i 1938 faldt i den spanske borgerkrig. Gustaf Munch-Petersen blev kun 26 år gammel.
