Johns åbenbaring & De efterlevende : to komedier

Siden den famlende lyrikstart i 80'erne har forfatteren markeret sig kraftigt op gennem 90'erne, især som manuskriptforfatter til film og teater. De to skuespil her har været opført på københavnske scener i hhv. 1997 og 1998, men er i øvrigt ret forskellige. Mest substans og drama er der klart i De efterlevende, der er skrevet videre på den fine absurdistisk modernistiske tradition fra Pirandello, Ionesco og Roald Dahl. Plottet er lige så effektivt, som det er enkelt: tre søstre følges i fire sekvenser. Som børn laver de en indbyrdes troskabspagt ved at dræbe den ene af deres tre hundehvalpe. Undervejs gennem livet likviderer de deres respektive mænd for indbyrdes brud på pagten. Dialogen og rap og morbidt morsom og har den sproglige spændstighed, der gør stykket værd også at læse. Det er i mindre grad tilfældet med Johns Åbenbaring, der har samme let surrealistiske karakter, men kører for meget i tomgang og er mindre skarp i dialogen. Det dramatiske stof er imidlertid oplagt omkring et forsoningsmøde mellem fire familiemedlemmer, hvor alt går galt. Personerne er hver for sig så egocentriske, at de reelt ikke er interesserede i hinanden. Hansens dramatik er tidstypisk og lidt forstemmende misantropisk, men absolut læseværdig