John Max Pedersens første bog skildrer gennem en række noveller underklassen i 60'erne og 70'ernes Danmark. Det er historier om fremmedarbejderhad. Om brune værtshusmiljøer. Om hårde kår for arbejderne. Det er socialrealisme om tragiske menneskeskæbner fra en svunden tid.
John Max Pedersen (f.1942-1992) var en dansk kommunist, arbejder og forfatter. Som 14-årig meldte han sig ind i DKU og kæmpede siden som værftsarbejder for arbejderens rettigheder. Hans forfatterskab begyndte med en novelle i "Fagbladet" og senere blev de til både romaner, novellesamlinger og digte. Han betragtede selv alle sine bøger som en del af en politisk kamp for et socialistisk samfund.
22 fortællinger om alm. mennesker i mindre provinssamfund - deres daglige tilværelse i fritid og på arbejdsplads, mest det sidste - samt om nogle, der er røget ud af systemet, p.gr.a. aldereller af andre grunde. Det er velfortalte små øjebliksbilleder, nu og da let sentimentale, men oftest præget af en egen humor, der gør dem meget oplivende og velegnede til oplæsning på f.ex.plejehjem og i pensionistboliger, hvor oplæsningsstof altid savnes. F.ex. er »Tømrerlauget« et pletskud. Man kan frygte, at titlen vil skræmme nogle læsere væk - »Arbejdsglæde« forekommer egentligbedre - det er historien om et alt andet end almindeligt sjak: folk med en vældig arbejdsevne, og med et vældigt spritforbrug og fantasi på homeriske højder - og med en sjakbajs, der går i spidsenfor det hele, og sørger for en god udgang på balladerne. Trods de ofte dystre emner - arbejdsulykker, soldeture, magtmisbrug o.m.m., er bogen altså ikke pessimistisk, og sine steder opløftendebilleder fra den danskeprovins
