"Når man tænker tilbage, dukker en overvældende erindringsstrøm frem i bevidstheden. Alt det oplevede, iagttagne og påhørte påkalder sig opmærksomhed og bliver mærkværdigt nærværende. I dette tilfælde blev det til en fortælling om en bondekultur og folkelighed, som var aktiv og levende virkelighed helt til omkring 1960‘erne.
Mange vil måske nikke genkendende, og forhåbentlig kan fortællingen afspejle generelle og almene kvaliteter og værdier i den verden, der var engang."
Johannes Stræde fører os tilbage til den første halvdel af 1900-tallet og beskriver det danske samfund og den danske folkesjæl. Han trækker både på sine egne minder og på historiske kilder samt sine mange oplevelser fra tiden som højskoleforstander.
Johannes Stræde (1920-2018) var en dansk forfatter, højskoleforstander og grundtvigianer. I løbet af sit liv arbejdede Johannes Stræde blandt andet som kommunalchef i den daværende Rosenholm Kommune på Djursland og som våbenmester. I løbet af sit liv udgav han et væld af bøger om billedkunst, lokalhistorie og kultur.
Et billede af bondekultur og folkeligt liv som levende virkelighed på landet i første halvdel af 1900-tallet
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Med stor indsigt og indlevelse i bondekulturen i den første halvdel af det tyvende århundrede fortælles om hverdags- og arbejdslivet og den fællles folkelige kultur, som var optakten til dannelsen af velfærdssamfundet. Mejeriet, skolen med degnebolig, kirken, forsamlingshuset og Brugsen var vigtige elementer og dannede rammer om det fælles liv. Ud fra dette minisamfund fortælles der levende om, hvordan livet udfoldede sig for alle aldre og mange slags erhverv. I episoder, små skildringer og oplevelser kommer man så tæt på dette rige fællesliv, som var man der selv. Mange fine detaljer er medtaget fx gymnastikopvisninger, borgerlige ombud, markvandringer, arbejdets æstetik, læsning, og det hele selvfølgelig underlagt naturens og vejrets luner. Alt er i skærende kontrast til nutidens langt mere fragmenterede livsstil. En stor stofmængde er formidlet så spændende og utraditionelt at både de, der har oplevet perioden, og de der vil vide mere, vil have stor udbytte af læsningen. Forfatteren, der har sit afsæt i højskolebevægelsen og har skrevet bøger og artikler om forskellige emner, ser en ny platform for et åndeligt liv ved at styrke det folkelige og kulturelle fællesskab