Dian er stadig til fange hos den onde Nagir, der vil giftes med Foglan. Dian er bekymret og har en masse spørgsmål han brænder efter at få svar på.
Hvert forår skal dragen finde sig et offer i byen ellers vil der herske død og ødelæggelse. Den forældreløse Dian er med rette bange for, at det bliver ham og desværre går hans frygt i opfyldelsen. Men noget går galt for dragen og pludselig er Dian sendt på flugt gennem fantasilandet. Undervejs møder han både orker, sumpfolk og tyvetøsen Stella. Dian må nå til Rai, hvor han er udset til at frelse sit folk og blive Drageherre. Der venter ham en nærmest umulig opgave - han må dræbe den onde drage.
Fantastisk spændingsfyldt fantasyserie, der er umulig at lægge fra sig når først man er gået i gang!
Josefine Ottesen (f.1956) er børnebogsforfatter, dramatiker og teaterinstruktør. Hun er uddannet skuespiller, men har siden 1990'erne levet af at skrive sine populære fantasybøger til børn og unge. Siden begyndelsen af sin karriere har hun vundet adskillige priser for sine bøger, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris og Orla-prisen.
Fantasy. Dian er fange hos Nagir, som vil gifte sig med Foglan. Vil det lykkes Dian at slippe fri? Kan han stole på Kempa? Hvad er der sket med Stella?
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
"Måske kan man ikke altid kæmpe for en sag. Du var mere vigtig for ham end sagen", siger Dian til Stella i den nyeste bog i den spændende serie om Drageherren. I denne bog bliver den tilfangetagne Kempa sat i et dilemma. For at hjælpe Stella og Dian er han nødt til at lade som om, han er på den onde Nagirs side. Nagir er sejrsikker, for nu har han både Dian selv, hans sværd, kniv og Foglan, som han vil gifte sig med. Det lykkes dog Dian at undslippe, og udenfor borgen venter Aros hær, så der nu måske er lagt op til et endeligt opgør. Opbygning og layout er ligesom i de andre bøger, hvor de dobbeltsidede farveillustrationer er i meget fin overensstemmelse med teksten og understøtter historien. Der venter endnu en god læseoplevelse til piger og drenge fra 2.-3. klasse (8-9 år), men også ældre børn - specielt læsesvage - er begejstrede for serien. Forsiden, der viser en skræmt Dian i lyset omgivet af et forstørret skyggebillede af Nagir, appellerer både til fantasy- og gyserelskere