Forfatteren til internationale romansucceser som "Forfængelighedens bål" og "En stor mand" præsenterer her en samling skarpe, engagerede og brillante essays: fra en tankevækkende beretning om Silicon Valley-industriens rødder i Midtvestens religiøse samfund til en ædende satire over det hæderkronede ugeblad The New Yorkers kulturelle forstening.
Desuden bringes her for første gang i sin helhed kortromanen "Baghold ved Fort Bragg" om et skruppelløst tv-produktionshold fra New York på optagelse i North Carolina, hvor en bande sydstatsrekrutter har banket en homoseksuel soldat til døde.
Man mærker, at Tom Wolfe er i sit rette element, når han med sylespids samfundskritisk pen analyserer moderne tiders sæder og skikke.
Tom Wolfe (f. 1931) var en af pionererne inden for den såkaldte new journalism, men han er ikke mindre kendt for sine romaner, hvor han med eminent satire spidder den moralske hulhed bag den amerikanske pengekultur. På dansk er bl.a. udkommet "Kold marv", "På krogen" "En stor mand" og ikke mindst hans største succes, bestsellerromanen "Forfængelighedens bål", der har fået status som en moderne klassiker.
På et tidspunkt, hvor vores opmærksomhed i ekstrem grad er rettet mod USA, må denne udgivelse siges at være særdeles aktuel. Ikke at den handler om terrorisme, men fordi de velskrevne og skarpe essays giver indsigt i flere væsentlige sider af det amerikanske samfund. Tom Wolfe, f.1931, er journalist og forfatter og vel nok mest kendt for Forfængelighedens bål, dansk udg. 1989. Bogens essays er grupperet emnemæssigt. I "Menneskedyret" fortæller de 3 artikler bl.a. levende og interessant om den industrielle, digitale revolution i Silicon Valley og om pionerernes arbejdsomme og puritanske verdensbillede. I "Vita robusta, Ars anorexica" er det den samtidige litteraturs manglende engagement i det omgivende samfund, som T.W. tager veloplagt og vittigt ved vingebenet. Længste bidrag er en såkaldt kortroman "Baghold ved Fort Bragg", hvor forf. nådesløst udleverer de metoder, som en hyklerisk og manipulerende tv-reportage har brugt, mens de fremstiller sig selv som sandhedens forsvarere - det er grumt og giftigt gjort. Den afsluttende historie om en avisfejde i N.Y. finder jeg derimod ikke så interessant set med vore øjne. Alt i alt en veloplagt civilisationskritik om livet i verdens eneste tilbageværende supermagt