Den anerkendte vinskribent Henrik Oldenburg er portvinens grand old man. I verdens største bog om den ældgamle drik beskrives og bedømmes mere end 1800 portvine. Desuden gennemgår bogen portvinens mange typer, årgange og fascinerende historie. En gennemført guide til portvinens verden til allersidste dråbe.
Henrik Oldenburg (f.1946) er vinekspert og mag.art. i nordisk litteratur. I 1985 blev han som den første dansker fuldtidsansat vinjournalist og -kritiker og har siden udgivet flere bøger om vin - blandt andet verdens største portvinsbog. Henrik Oldenburg har desuden mange års erfaring som kulturskribent, ligesom han har skrevet bøger om danske kulturpersonligheder. Han påviste blandt andet, at Jacob Paludan - en af Danmarks største forfattere - ikke selv fandt på de emner han skrev om, men betalte en god ven for idéerne.
Om portvinens historie, historisk beskrivelse af de mest kendte portvinsproducenter samt en vurdering af deres vine, gode råd til håndteringen af portvin og madopskrifter hvor portvin indgår
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Det er den kendte danske vinskribent Henrik Oldenburg der er forfatter til denne store og flotte all-round bog om portvine. I følge forlaget er det den største af sin art hidtil i verden, og den udkommer samtidigt på dansk og på engelsk. Første del fortæller om portvinens historie, om vejen fra druer til portvin og om de forskellige portvinstyper. Så følger en gennemgang af et halvt hundrede af de mest kendte portvinsproducenter, hvor Oldenburg først fortæller om de enkelte portvinhuses historie, og bagefter smager på deres vine og giver dem karakterer på en skala fra et til fem vinglas. Til sidst finder man bl.a. oversigter over foreninger og sammenslutninger knyttet til portvinsindustrien, og en vurdering af kvaliteten i udvalgte årgange tilbage fra år 1900. Oldenburg har også ladet en række unge danske kokke komme med utraditionelle forslag til hvordan portvin kan anvendes i køkkenet. Bogen er illustreret med masser af farvebilleder af vine og marker og producenter. Danskerne er det folk i verden der i forhold til befolkningstallet drikker mest kvalitetsportvin, så alene af den grund må man forvente der vil være efterspørgsel efter Oldenburgs standardværk