Den jødiske slægt Jülich har altid beskæftiget sig med gæstgiveri, og Adam Jülich, der er underdirektør for Phoenix Hotel – det største og fineste hotel i 1890‘ernes Danmark, er ingen undtagelse. Men da Adams hotelkarriere slutter brat, genoptager han sin ældgamle slægts vandringer i Europa. Også datteren Fanny bryder op, men til forskel fra sin far forlader hun Europa for altid.
"Engang" er en roman om tab og uvished og om at begynde forfra.
Georg Metz (født 22. december 1945) er en prisbelønnet, dansk journalist, redaktør, kommentator, forfatter og foredragsholder.
Georg Metz har en lang journalistisk karriere bag sig, hvor han blandt andet har været vært på TV-Avisen på DR og chefredaktør på Dagbladet Information.
Beretningen om den jødiske gæstgiverslægt Jülichs vandringer i Europa, fortalt af Adam Jülich, som i 1880'erne er direktør for Phoenix Hotel i København
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
En koncertsal i Wien, hvor Gustav Mahler dirigerer sin opstandelsessymfoni, er den ydre ramme omkring denne slægtskrønike, som hovedpersonen, en midaldrende, københavnsk jøde Adam Jülich hergenoplever i tankerne. Tidspunktet er 1890'erne, og stemningen er præget af opbrud. Jülichs datter er på vej til Palæstina med en zionistven, og selv er han umiddelbart forinden blevet »frigjort«for sin post som underdirektør for et blomstrende københavnsk hotel. Essensen i bogen er beretningen om slægten gennem nogle hundrede år på vandring i mellem- og nordeuropa og om dens liv iDanmark, som beboes af »dem, dem har glemt, at de har vandret engang, og dem, der ikke får lov til at glemme«. Formen er anekdotisk, lidt springende med en vis - altmodisch - atmosfære og ettroværdigt persongalleri. Svær at læse er bogen egentlig ikke, men indføling i dens kulturelt forfinede, kosmopolitiske verden kræver et vist dannelsesniveau (musikalske hentydninger, uoversattetyske digte etc.). Det ligger nærtat sammenligne med Aage Dons, men for mig at se mangler Metz sin forf.kollegas udsøgte repliksans og hans dynamik. Bogen er nobel, kultiveret og velskrevet, mensavner den »gnist«, der gør den rigtigt vedkommende
