Søren Christensen genfortæller Asbjørnsen og Moes historie om drengen Halvor, der trodser sin dovenskab og tager med på en sørejse med en fremmed skipper. Skibet bliver fanget i en storm, og da den endelig lægger sig, aner de ikke, hvor de er. Halvor beslutter sig for at gå i land og se sig om. Desværre er han allerede langt væk fra skibet, da det går op for ham, at han er i troldenes land, og de kan lugte kristenblod...
Læs "Soria Moria Slot" og mange andre spændende og sjove folkeeventyr.
Søren Christensen (1910-2009) blev født på en gård ved Ringkøbing. Han var uddannet lærer og tog filosofikum ved Aarhus Universitet. Han underviste i mange år i tysk, engelsk og latin. Søren Christensen var en meget produktiv forfatter og udgav et væld af bøger, hovedsageligt genfortællinger af folkeeventyr og sagn. I 1983 modtog Søren Christensen Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris.
I 1965 udkom Søren Christensens Skrinet med guldnøglen og andre eventyr, og i 1967 Den fattige mand og andre eventyr. Førstnævnte var tænkt som de mindre børns første møde med eventyret, og sidstnævnte indeholdt lidt længere og mere sammensatte eventyr med folkeeventyrets menneskeskildring i centrum. Allerede titlen på denne bog - Soria Moria Slot, nemlig slottet østenfor sol og vestenfor måne og ungdommens slot - viser, at der i denne eventyrsamling er tale om eventyr, der er nuancerede i form og indhold. Og der er tale om en dejlig samling af folkeeventyr for større børn, unge og voksne. Eventyr, der appellerer til undren, eftertanke og indlevelse med eventyrets handlingsunivers og optimistiske livssyn i behold. Udvalget er en god blanding af kendte- og mindre kendte eventyr, og de er alle genfortalt i et læsevenligt sprog, der har bevaret folkeeventyrets mundtlige tradition. Illustrationerne er udtryksfulde tegninger, der understreger eventyrenes intensitet. Omslagsillustration og -tekst inviterer til en eventyrsamling fuld af eventyr! Bogen er forsynet med efterskrift af forfatteren