Orla Klausen genfortæller det spændende gamle heltesagn om lindormen, der har giftet sig med en ung smuk kvinde. Regner Lodbrog vil befri kvinden fra hendes ækle husbond, og for at gøre det må han dræbe lindormen. Det viser sig imidlertid at være sin sag.
Heltesagnet om ormen henvender sig til de ni- til elleveårige og er let at læse selv.
Orla Klausen (f. 1946) er en dansk forfatter og tegneserietegner. Han er oprindeligt uddannet lærer, men i 1981 debuterede han med et tegneseriealbum i en serie om Jens Langkniv. De fleste af Orla Klausens fortællinger tager udgangspunkt i Danmarkshistorien, og en stor del af dem foregår i 1600-tallet. Klausen har desuden illustreret adskillige børnebøger.
Her fortælles historien om hvordan den gæve danske viking, Regner Lodbrog, dræbte lindormen og vandt sin første kone
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
I serien Heltesagn, der nu omfatter 6 titler, udkommer to bind med historierne om Regner Lodbrogs kvinder, Thora og Kraka. Bøgerne ligger i layout og tilgang til sagastoffet tæt op af seriens øvrige titler, der udkom i 1998-99. I Ormen fortælles om, hvordan Regner Lodbrog dræber den lindorm, der bevogter den underskønne Thora og vinder hende til hustru samt ifølge Saxo her får tilnavnet "Lodbrog" efter den pelsdragt, der beskytter ham mod lindormens edder. Efter hendes alt for tidlige død får vi i andet bind, Kraka, historien om hendes baggrund og opvækst, Regners betagelse af hende og det klassiske møde på stranden mellem Regner og Kraka, hvor hun klarer hans 3 tilsyneladende umulige krav. Orla Klausen har gendigtet historierne i et nutidigt let-læst actionpræget sprog, der er tro mod sagagenren. Der er indføjet en fiktiv person, Ulf, der giver historierne drev og sætter handlingerne i gang i modsætning til tidligere udgavers mere berettende stil. Bøgerne er gennemillustreret af forfatteren, og tekst og illustrationer danner en helhed. Satsen er åben, teksten sat i korte linier og overskuelige blokke. Bøgerne kan læses af elever fra 3./4. klassetrin og egner sig fint til såvel emnearbejder samt selvstændig læsning