Danmarks moderne gennembrudstid var mere vild og spektakulær end hidtil antaget. Det fortæller historiker René Karpantschof i denne overraskende fremstilling af dansk politisk liv som helhed i de epokegørende år 1848-1920. Vi følger oprørte demonstranter, religiøse afvigere, passionerede kunstnere og farlige tjenestepiger, men også politiet, politikere, præster, direktører, generaler og konger. Vi bliver vidne til politisk kaos, revolverdrab og forræderiske sammensværgelser, og vi ser, hvordan perioden kulminerede i en episk styrkeprøve mellem to samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme.