"Dans er øjeblikkets kunst. Når tæppet går ned, tilhører forestillingen historien. Danserne retter energien og engagementet mod morgendagens træning på vej mod en ny forestilling, mens vi går hjem med lykkelige minder om øjeblikke, hvor dansen gjorde os lette eller forløste os gennem tragediens smerte. At opleve dans er et personligt møde mellem tilskueren i den mørke sal og danseren, badet i scenens lys."
Den store danske balletkritiker Erik Aschengreen fortæller om Den Kongelige Ballets historie fra 1948 til 1998. Hvert årti har sit eget kapitel, der fortæller om de største opsætninger, de individuelle dansere og alt det andet, Den Kongelige Ballet består af.
Erik Aschengreen (f. 1935) er en dansk universitetslektor, forfatter og balletkritiker. Fra 1964 til 2005 skrev Erik Aschengreen om ballet og dans for Berlingske og har sideløbende udgivet en lang række bøger om ballet og balletdansere. Erik Aschengreen har været med til at stifte uddannelsen i dansevidenskab ved Københavns Universitet.
Både indholdsmæssigt og med sine 700 sider, sit indbydende layout, et fremragende stikordsregister og et smukt design er Der går dans et flot monument over de seneste 50 år på Den Kongelige Ballet. Aschengreens overdådige bog følger op på Kragh-Jacobsens og Torben Kroghs Den kongelige danske ballet, der beskriver ballettens første 200 år. A. starter i 1948, hvor Landers "Etudes" havde premiere. Bogen beskriver sæson for sæson de næste 50 år. Hvem der dansede, hvad de dansede, hvornår og hvordan. Forfatteren har næppe misset én eneste ballet i perioden. Hans viden er enorm, og hans entusiasme og kærlighed til balletten og specielt Bournonville-traditionen er aldrig usvækket. Han er kendt som en venlig kritiker, og han gør klogeligt opmærksom på, at hans vurdering er subjektiv. Men også alt det, der er foregået uden for scenen, er naturligvis fremtrædende, ballettens placering kulturpolitisk, uenighederne i ledelsen, periodens 10 (!) balletmestre osv. A. går let hen over Lander-affæren, mens han giver Kronstam og Frank Andersen den hæder, der tilkommer dem, og han erkender, at Schaufuss ikke var et lykkeligt valg, selv om A. i starten var en varm fortaler herfor. A. har med Der går dans skabt et pragtværk over Den Kongelige Ballets seneste 50 år. Han har samtidig cementeret sin egen position som den ultimative nestor i danske ballet-kritik
