Professor Katherine Richardson, der er en af landets førende forskere, skriver om det emne, vi ikke kan vende os væk fra: Bæredygtig Udvikling.
Hvorfor betaler vi i omegnen af $5000 milliarder i direkte og indirekte subsidier til fossile brændsler alt imens målsætningen fra Parisaftalen er at stoppe forbruget af netop fossile brændsler? Og hvorfor betaler vi støtte til landmanden for at dyrke sukkerroer, for derefter at beskatte forbrugerens sukkerforbrug i et forsøg på at forbedre borgernes sundhed? Det er klart nok ikke den meste effektive måde at indrette samfundet på, og det er slet ikke vejen frem, hvis vi vil løse klimakrisen, og sikre udviklingsmuligheder for en verdens befolkning, som ventes at vokse til 9-10 milliarder i 2050.
Kort og velfortalt tegner Katherine Richardson et billede af de samfundsmæssige omstillinger der er nødvendige, hvis kommende samfund skal fortsat trives. Først og fremmest argumenterer hun for, at vi er nødt til at bevæge os væk fra en kultur med fokus på super-optimering inden for enkelte sektorer til et fokus på de interaktioner hvert sektor har på andre sektorer, og en minimering af de negative påvirkninger vores egne sektors aktiviteter har på andre sektorer, dvs. system frem for sektoroptimering.
