Etnograf og socialantropolog Henny Harald Hansen tager os med til Iran i starten af 1960’erne og præsenterer os for islamiske kvinders liv og tanker. På sin rejse møder hun en lang række vidt forskellige mennesker, som hver har sin måde at forholde sig til islam og de religiøse regler. Bogen giver et spændende indblik i den islamiske verden, som den så ud i 1960’erne og i den bemærkelsesværdig opdagelsesrejsende Henny Harald Hansens arbejde.
Henny Harald Hansen (1900-1993) var en dansk etnograf, socialantropolog og opdagelsesrejsende. Hun interesserede sig især for islamiske samfund, og levede i længere perioder i Kurdistan, Iran, Irak og Egypten. De erfaringer og observationer, hun gjorde sig på rejserne, blev senere samlet i en række populære og horisontudvidende foredrag og bøger om islamisk kultur og kvinders forhold i de muslimske lande. Henny Harald Hansen fungerede også som museumsinspektør på Nationalmuseet i mange år og blev i 1979 tildelt en æresdoktorgrad af Københavns Universitet.
I sin tredje rejsebog beretter den kendte etnolog om sin tredje ekspedition til de muhammedanske kerneområder i Iran, Tyrkiet og på hjemturen til enkelte islamiske distrikter i Jugoslavien. Rejsen varede fem måneder, sommeren 1963. Specielt studerede forfatterinden lurerne, der lever i Zagros-bjergene i Iran langs grænsen til Iraq, et folk af samme slægt som kurderne, beskrevet i bogen Allahs døtre, og især vil hun undersøge kvindernes ændrede stilling i denne nære Orient. Bogen forekommer ikke helt så markant som de tidligere. Den fortæller meget - og noget trættende -om materiel kultur, inden- og udendørs arkitektur, ualmindelig indgående om klædedragter og andre tekstiler, altså mere om slør end om kvinder, mennesker. Lange, tillægsordsindvirkede forholdsordsled mispryder hendes ellers smukke normalprosa. Almen rejseskildring og videnskabelig reportage synes ikke helt holdt ude fra hinanden. Salgstitlen står i grelt misforhold til det etnografiske indhold. Bogen anbefales tilkøbstadbibliotekerne
