Når Lise Trap skildrer erfaringer af, at der af kampen med at leve videre efter et tab, kan erfares en ny glæde og en dybere livsforståelse, er det virkeligheden, der er omdrejningspunktet.
Den virkelighed, der hverken skal insisteres frem eller instrumentaliseres, men som bare er. Der er hverken tale om et program eller en ideologi eller om en underminering af den konstante sorg og smerte, det kan afføde at miste et elsket menneske. Der er derimod tale om et blik på og en analyse af det faktum, at mennesker efter et stort tab ikke sjældent kan pege på værdifulde forandringer i tilværelsen. Forandringer, der kommer af den hårde kamp med at leve videre i en tilværelse, der ikke blev, som man håbede og troede.
Forfatteren dykker ned i den skyld og skam, der kan være forbundet med at erkende, at livet har noget godt at byde på, selv når det værste er sket. Og måske netop fordi det er sket. Hun udfolder de indsigter, der kan følge af kampen med at leve videre efter et dødsfald. Trap trækker på de mange mennesker, hun har talt med gennem sjælesorg og sorggrupper, når hun inviterer os indenfor i den svære, livgivende og livslange samtale, der tør fastholde glæden side om side med sorgen.
