Der er ingen sti at se, men den lille flok synes at kende vejen. Enya tænker på, hvad hun har hørt om Klanen. At de står i ledtog med mørke kræfter. Nogen siger også, at de kender til magi.
Men det siger de også om hende selv. Hun smiler i trods og løfter sit hoved. Så hun kan lige så godt være her, tænker hun. Måske stammer hun fra Klanen!
”Nej, ” siger den gamle mand. Han har lagt hånden på hendes skulder. ”Du er ikke af Klanen. ”
Enya ved ikke, hvad hun skal sige. Hvordan ved han, hvad hun tænker?
Han smiler skævt. ”Dine tanker er nemme at komme i kontakt med. I hvert fald for mig. Jeg har en særlig evne, som jeg har trænet.”
Hun slår ikke sine øjne ned, da de møder hans. Med eet ved hun det: hun har også de evner! Hans ord har tændt en helt ny lyst i hende. Hun vil lære at læse tanker, som han kan.
Han svarer på hendes indre ord. ”Ja, du kan lære det.” Han ser længe tavst på hende.
Til sidst rynker han sine bryn og siger: ”Evnen findes kun hos ganske få. De kommer alle fra særlige slægter. Men hvor kommer du fra? Jeg plejer at kunne ane folks fortid. Men hos dig ser jeg kun tåge. Ved du selv noget?
