Et øjebliks tågesolskær på panelværket blev opløst brat i gråt mørknende over bænkens armlæn Det regner derude
Et glædesløst sivende stof hyller det midlertidige ophold i klam transparens bag regnens tremmer Uglad mærker jeg tindrende begyndelsers falmen gammel undrens bortfald modets synken – at gammel forventnings rum blev forvandlet til ventesalens trivielle liturgi – men også en foregrebet fiktiv mæthed mat realiseret"
Digtsamlingen "Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg" tager os med på en tur fra København til Syditalien. Hvert digt beskriver en stemning, et indtryk eller en følelse, som den midaldrende rejsende oplever på turen ned gennem Europa og gennem sit sind.
Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) var en dansk digter og forfatter. I løbet af sin over 50 år lange karriere udgav han et væld af digtsamlinger, novellesamlinger, romaner og essays. Jørgen Gustava Brandt modtog en række prestigiøse legater og priser for sin forfattervirksomhed heriblandt Kritikerprisen, Emil Aarestrup Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Digte som tager udgangspunkt i en konkret rejse fra København til Syditalien, men fuldt så meget skildrer en rejse i tiden og erindringen for et menneske, der har passeret livets midterlinie
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Centralt placeret i Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling står det lange digt "Katabasis" som er tilegnet Klaus Rifbjerg. Med sit udgangspunkt i en togrejse fra København til det milde Syditalienske efterår sammenfatter digtet bogens rejsemotiv, hvor rejsen ikke blot er noget geografisk, men først og fremmest en rejse gennem tiden og frem for alt erindringen, som set i alderdommens perspektiv "her på linjens kurve noget over midten" bestandig er nærværende. I modsætning til den vegetative dvælen ved de nære ting og omgivelser i Denne kønne musik, (1998), er poeten her en urolig og bekymret iagttager og kommentator i forhold til tiden og historien, men det er blot to sider af JGB's lyriske univers som aldrig gensidigt har udelukket hinanden. Især i samlingens sidste to afsnit er der mange eksempler på, hvordan synet/sansningen kobles sammen med erindringen i sublime øjeblikke af identifikation og genkendelse. Nok er der en elegisk grundtone i disse digte, men de rummer også mange eksempler på JGB's særlige mesterskab i at vise det ubekendte og eventyrlige i det kendte og trivielle, hvor tingene åbner sig i deres fremmedhed. Dertil kommer at digtene besidder den særlige musikalske parlando som ingen i nutidig dansk poesi mestrer som Jørgen Gustava Brandt