Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg : digte

Centralt placeret i Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling står det lange digt "Katabasis" som er tilegnet Klaus Rifbjerg. Med sit udgangspunkt i en togrejse fra København til det milde Syditalienske efterår sammenfatter digtet bogens rejsemotiv, hvor rejsen ikke blot er noget geografisk, men først og fremmest en rejse gennem tiden og frem for alt erindringen, som set i alderdommens perspektiv "her på linjens kurve noget over midten" bestandig er nærværende. I modsætning til den vegetative dvælen ved de nære ting og omgivelser i Denne kønne musik, (1998), er poeten her en urolig og bekymret iagttager og kommentator i forhold til tiden og historien, men det er blot to sider af JGB's lyriske univers som aldrig gensidigt har udelukket hinanden. Især i samlingens sidste to afsnit er der mange eksempler på, hvordan synet/sansningen kobles sammen med erindringen i sublime øjeblikke af identifikation og genkendelse. Nok er der en elegisk grundtone i disse digte, men de rummer også mange eksempler på JGB's særlige mesterskab i at vise det ubekendte og eventyrlige i det kendte og trivielle, hvor tingene åbner sig i deres fremmedhed. Dertil kommer at digtene besidder den særlige musikalske parlando som ingen i nutidig dansk poesi mestrer som Jørgen Gustava Brandt