Hvis den familie, vi følger i "Folk", kan kaldes en kernefamilie, må det siges, at selve kernen er rådden. Mens perspektivet springer rundt mellem forældrene og de tre børn, forstår vi mere og mere, hvor forskruede de hver især er, og hvor meget de alle sammen leder efter deres identitet og selvopfattelse i andres øjne og vurderinger. Mads Brenøe tegner et følsomt og hudløst ærligt portræt af en dysfunktionel familie, der på mange måder ligner alle mulige andre danske familier.
Mads Brenøe (f. 1968) er en dansk forfatter, der har udgivet en lang række romaner og novellesamlinger. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 1991 og debuterede i 1993 med bogen "Fristeren." Hans historier kredser ofte om de skæve og anonyme eksistenser, der lever på kanten af samfundet.
Familieportræt med far, mor og tre børn plus enkelte fjernere familiemedlemmer, der i de punktvise nedslag fra et livsforløb afslører meget følsomt og sårbart og lidt godt om den virkelige verden
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Det er et barskt og illusionsløst familieportræt Mads Brenøe ruller op i sin anden roman. Åbningsscenen er klassisk: Far, mor og de tre børn er på vej ud af huset til farfars fødselsdag. Familiebåndene er tætte, men synes mest at bestå i kraft af personernes kropslige og følelsesmæssige idiosynkrasier i forhold til hinanden. Herefter opløser romanen tidens og stedets enhed til fordel for en række punktnedslag, centreret omkring de enkelte personer og deres subjektive synsvinkel. Som i sine tidligere novellesamlinger og romanen Victors Victor, (1995), borer MB med en næsten klinisk og lystfyldt præcision ind til de mest følsomme og sårbare steder i sindet og kroppen hos sine personer, lige indtil det gør ondt - både i bogstavelig og overført betydning: "Hurtige hug, og så væk igen og lede efter nye steder", som det hedder med en karakteristisk formulering, der samtidig kan illustrere Brenøes "metode" som fortæller. Direkte, næsten fysisk pågående, men også med sans for det groteske og absurde, punkterer romanen konsekvent ethvert tilløb til en idealistisk virkelighedsopfattelse. Barndommens beskyttende engel er afløst af en drillende eller hævnende engel med med knækkede vinger! Her gåes tæt på grænser og smertepunkter, men de overskrides ikke, og kunstnerisk er det MB mest helstøbte bog til dato
