"Kommunismen – før og nu" tager udgangspunkt i de tanker om et idealsamfund baseret på lighed, fællesskab og retfærdighed, som mennesker har gjort sig gennem tiden.
I bogen beskrives virkeliggørelsen af de russiske bolsjevikkers utopi med udgangspunkt i Karl Marx’ ideologi, den realiserede kommunisme, den omfattende terror og de forfærdelige menneskelige og kulturelle omkostninger. Kommunismen behandles fra 1917 og frem til dens sammenbrud i Rusland og Østeuropa. Også kommunismen i Kina, Cuba og Nordkorea omtales.
Kommunismen i Danmark behandles særskilt. Kommunismen viste sig at være en blindgyde.
Bent Jensen (f. 1938) er dansk historiker og forfatter. Han er professor emeritus ved Syddansk Universitet og har været leder af Center for Koldkrigsforskning. Han er oprindeligt uddannet cand.mag. i historie og russisk og har udgivet en lang række bøger om russisk historie.
Endnu en udmærket bog i serien Aktuel historie, som kan bruges til at supplere oplysningerne til slutmålene i samfundsfag efter 9. klasse, når det drejer sig om "menneske og samfund" og "menneske og kultur". Forfatteren giver en klar beskrivelse af de tanker, Marx og Engels lagde bag samt de metoder, som anvendtes fra 1917 til 1989 til gennemførelse af et socialistisk styret og kontrolleret samfund efter USSRs opfattelse. Både oplysninger om Gulag og om de danske kommunisters handlinger før, under og efter 2. verdenskrig beskrives. Tiden frem til Gorbatjev fylder meget, hvorimod kommunismens fremtid kun dækker 2 sider. Der er en fyldig indholdsfortegnelse, 2 siders stikordsregister samt en sides henvisninger til andre titler i serien. Der er gode, velvalgte illustrationer til at udvide den rimeligt let læste tekst. For den historisk interesserede er her en redelig beskrivelse af kommunismens historie og måske korte fremtidsperspektiv. Kan også bruges til opgaveskrivning