William Carey. Skomageren der startede den moderne missionsbevægelse
(2020)
William Carey (1761-1834) kom til at spille en enorm rolle for udbredelsen af den kristne tro, da han grundlagde den moderne kristne missionsbevægelse og satte sig for at oversætte Bibelen til hele 43 orientalske sprog. Ben Alex fortæller om den engelske skomager, der blev en af kristendommens helte, og som viede sit liv til at missionere for Indiens befolkning.
Ben Alex (f. 1946) er en dansk forfatter og debattør. Han er uddannet i litteratur og teologi i Danmark og USA og har udgivet en lang række bøger om kristendom og spiritualitet på både dansk og engelsk. Ben Alex har endvidere været højskolelærer og skrevet indlæg til Kristeligt Dagblad.
William Carey, en af titlerne i serien Troens helte, fortæller om den engelske berømthed inden for missionshistorien, nok mindre kendt herhjemme og derfor måske også mindre vedkommende end flere af seriens andre bind. Alligevel er det interessant læsning at følge den fattige skomagers udvikling, der især bunder i en helt ualmindelig sproglig begavelse, der gør ham i stand til ved selvstudium at mestre mere end 20 sprog. Han bliver grundlæggeren af den moderne, protestantiske missionsbevægelse og får selv sit missionsvirke i Indien i begyndelsen af 1800-tallet, bl.a. i den danske handelskoloni Serampore. En stor arbejdsindsats ligger også i oversættelsen af Bibelen til mange orientalske sprog. Bogen er centreret omkring hovedpersonen i et fortællende og flydende sprog. Ind imellem er med mindre typer sat oplysende tekster af mere faglig art. Det er en farvestrålende bog med naturalistiske tegninger, der dominerer hvert opslag, og den vil nok have en vis appel til læserne mere i kraft af illustrationerne end af det egentlige indhold. Den kan bruges i et emnearbejde i kristendomsundervisningen i 6. eller 8. klasse