Hvordan ser utroskab ud – indefra?
Irma Lauridsens bog UTRO består af femten nærgående interviews med mænd og kvinder, der alle har været dybt involveret i utroskab. Der stilles nærgående spørgsmål til hver især. Spørgsmål, der besvares meget forskelligt og overraskende, og som kan give stof til eftertanke.
Gennem 15 nærgående interviews med personer, der alle har været dybt involverede i utroskab, giver forfatteren et billede af hvordan utroskaben ser ud indefra
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Forfatteren har skrevet og redigeret mange bøger for børn og voksne, og ofte har hun beskæftiget sig med emner, der går tæt på det personlige. Her er det fænomenet utroskab, som hun forsøger at belyse gennem en række interviews. 16 personer, spredt i alder, køn og indfaldsvinkel fortæller om deres oplevelse af utroskab. Der er både nuværende og tidligere utro partnere, der er elskerinderne og de bedragne. De fleste beretninger virker hudløst ærlige, og der er mange smertelige historier. Som den unge kvinde, der mod sit inderste ønske og måske unødvendigt fik en hemmelig abort af hensyn til elskerens familie. Eller hende, hvis mand valgte hendes datter. Og så er der den gifte kvinde, som bare hele tiden må ud og finde spændingen. Der er flest kvindeberetninger, også fra en erklæret glædespige. Men også mænd fortæller om bedrag og om at blive bedraget. Intervieweren lader langt hen ad vejen personerne selv fortælle, men stiller indimellem nærgående spørgsmål. De enkelte afsnit varierer i længde og dybde, og det er med til at give et billede af et fænomen, som reelt har mange facetter og ikke bare kan affejes som noget grisefy/fy-skamme. Målgruppen er bred, fra almindeligt interesserede til psykologistuderende m.fl