Dumhedens løvefødder : idiosynkrasier m.m.

31 tekster, samlet over 8 år, en del tidl. bragt i Jyllands-Posten, Weekendavisen eller Information. Og HN er vidt omkring med sine ordrablende, ofte dog noget misantropisk virkende meninger, om alt fra fodbold, kongehuse, religion, sprogets iboende dumhed, til teater, jazz, mobiltelefoner o.m.a. Det er milevidt fra tidens trend af politisk ”korrekttitis”, og virker på mig, dog gerne i små doser, befriende, endog indimellem humoristisk, med en digter som ganske enkelt tør skrive sin uforbeholdne mening om alt det han nu synes er dumt. I teksten, som giver bogen titel, opsummerer HN essensen i sine tekster: ”Alligevel føler jeg, at jeg må gentage det en sidste gang. Dumheden er jo stor! For at kunne overskue den har jeg forsynet den med løvefødder”. Om disse løvefødder skriver HN, at man kan ”kalde den ene fod for Gud og den anden Konge. En tredje fod tilegner jeg de siamesiske tvillinger, sport og krig, og den fjerde fod må nødvendigvis tilhøre modersmålet, da det er på det, dumhederne ytrer sig med største tydelighed”. HN stiller bl.a. spørgsmål til Gud, og fx højtbetalte fodboldspillere og ”kødspisere” bør dukke sig, når Nordbrandt skyder friskt fra hoften i en samling tekster, der hvordan de end er tænkt, provokerer og udfordrer læseren til at formulere og måske ytre sin egen mening, og det er vel i grunden en god grund til at læse netop sådan en bog